Har nu i godt over en måned døjet med mavebøvl, der startede allerede, da jeg befandt mig i Peru (omkring d. 20. december) Så tænker i nok; 'Jamen Emilie, hvorfor skal vi dog vide det? Too much information'. Ja ja, det kan jeg måske godt se, men i skal vide det, da det har haft indflydelse på, hvordan jeg har gået og haft det det seneste stykke tid. Ikke meget dårligt - rolig nu, langt fra - men det har da haft indflydelse på, at jeg måske ikke har haft den store lyst til at lave alt muligt hele tiden, og har også haft tappet mig for energi og lyst til at spise. Mine søstre påstår ligefrem, at de kan se jeg har tabt mig på røv og ben. Dét, med røven, er jeg måske ikke så glad for, hahah, den var jo lige lille nok i forvejen! Nå, men jeg fik altså endelig taget mig sammen her i sidste uge til at tage til lægen, for det var gået op for mig, at det da nok ikke gik over af sig selv. Tænk, at der skulle gå over en måned før, jeg fattede det. Jeg minder da også mere og mere om min far, der forresten lige har været på skiferie. Der vred han sit knæ og fik en støtteskinne, som han skulle gå med i 3 uger. Det første han gør, da han kommer hjem er, at tage den skinne af, altså en uger efter han har fået den på. Far, hvis/når du læser det her, så vær klar over, at din datter smiler over, at der ikke er meget derhjemme, der har ændret sig på trods af hendes fravær ;) Nå, men da det begyndte at gå op for mig, at jeg skulle ta' at få det tjekket, faldt det sammen med Fabiáns hjemrejse, så da jeg nævnte det for min chilenske familie, kom der iiih og aaaw, for jeg havde jo obviously fået det fysisk dårligt, da han nu var rejst hjem, og det var da egentlig meget sødt. Jeg kunne godt se deres pointe, men yderligere 2 uger efter, og det stadig var næsten lige så slemt, ja så tænkte jeg, at nu var det nu. Det var svært at tage sig sammen, da ventetiden ikke kan forventes at være på mindre end 2-3 timer, og det er altså måske ikke lige det, man gider bruge sin dag på... Paty var på arbejde sidste uge, men heldigvis var Mies mor Claudia så super sød at køre mig, vente sammen med mig, og stå ved siden af og holde mig på armen, da jeg skulle have taget blodprøver. Leos mor Alida havde også mange gange tilbudt at køre mig, men det var på det tidspunkt, hvor jeg tænkte, at jeg ikke havde brug for det. Og desværre skulle de på ferie lige, da det var gået op for mig, at jeg skulle have noget medicin. - Men så var det jo dejligt, at der var en anden sød chilensk mor, der selvfølgelig havde tid til at tage sig af mig. Det var forresten deres familielæge (og ven af familien), jeg blev kørt ind til, og han tog ikke noget for sessionen - virkelig pænt af ham. Vi skal desuden mødes alle sammen til aftensmad i morgen hos Mies familie, for han vil gerne høre hvordan det går med mig, selvom jeg ikke har fået resultaterne endnu. Så der er bare helt styr på dét (: Orv ja, i forbindelse med det hele blev jeg også sat på diæt, hvilket ikke behager mig. Det er første gang, jeg har haft begrænsninger på, hvad jeg må spise, og jeg kan godt sige jer, jeg bryyyder mig ikke om det. Kun ris, pasta, kylling, kød, gele, (soda)vand og hvidt brød eventuelt med syltetøj. Bum. Alt med fedtstof og fibre, grøntsager og frugt... jeg kan bare glemme det, fik jeg at vide, hahaha. Men altså, det er kun en begrænset periode, og jeg vil gerne være helt frisk til at skulle mødes med mor, far og Jonas (om mindre end en uge!). Dog var det virkelig surt til frokost hos noni i går, for hun laver rigtig god mad. Her er et billede, og jeg var bare trist, kan jeg godt fortælle jer:
Sidder med en af de eneste ting i verden, jeg bare næsten ikke kan få ned (ad, blæver),
mens de andre spiser en lækker varm ret
(aner ikke hvad retten hedder, men det duftede bare SÅ godt)
Bagefter kiggede vi på fotos fra nonis arkiver
Andrea til venstre er min bror Cristians kæreste
San Francisco med mine forældre og min lillebror! Om under en uge, wauw. Det bliver helt underligt at se dem igen. Jeg ved, Jonas' stemme er ved at gå i overgang, det har jeg kunnet høre i telefonen, og jeg glæder mig til at høre det live ;) Han skulle også være vokset en hel del, og da jeg ikke ser ham hver dag, lægger jeg jo endnu mere mærke til forandringerne. Gad vide, om jeg har forandret mig fysisk..? Tror det ikke, men jeg har faktisk ikke rigtig nogen idé. Måske er jeg blevet mere slasket, intensiv motion bliver det ikke rigtig til, men lange gåtur sammen med Mie får jeg da gået i det mindste. Men men men, San Francisco, hvad ved jeg egentlig om det sted? Ikke meget indså jeg, så søgte lidt på nettet over must-see attraktioner og sendte nogle links til mine forældre på mail. Hvis jeg kender dem ret, har de heller ikke haft tid til at undersøge så meget, det hele blev lidt mere spontant end ønsket, tror jeg, hahaha.
Her er de links, jeg sendte:
http://de.citypass.com/san-francisco/things-to-do-san-francisco
Ved ikke, hvor brugbare de er, men jeg havde bare ikke den fjerneste idé om, hvad der var at se derovre, så jeg blev nødt til at starte et sted, haha.
Håber, I alle sammen har det fortsat godt i det kolde vikingeland. 6 måneder har jeg været her, 5 tilbage. Det kører bare.
Og mange tak for de billeder, jeg modtager engang i mellem fra kære jer. Det er dejligt at kunne følge lidt med i nogle af hverdagens små øjeblikke. Her billeder fra faster Karina, som jeg modtog i går, af fætter Nicolai, der spiser agurk. Søøøøød.
Efter mine iiiih'er og ååååh'er kunne jeg ikke lade være med at være en smule misundelig, for jeg må ikke spise agurk.. Dumme diæt... ;)
Kram!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar