Næsten fremme (udgivet som skrevet dengang i Miami)

Indtil videre er det lykkedes mig at blive råbt op 2 gange i Santiago lufthavn (ved stadig ikke hvorfor, flyet var ikke ved at boarde) og én gang i flyet til Miami for at komme og hente mine duty-free varer. Sad ved vinduet, så måtte over manden ved siden af mig og småløbe op til indgangen. 'Hvor er din kvittering?' Ups, den glemte jeg i min taske under sædet foran mit (som flyreglerne foreskriver!). Fik et syngende men irriteret 'I told you to bring it', hvorefter jeg akavet måtte lunte tilbage til mit sæde, mens jeg mumlede på engelsk til manden; 'men Emilie Jensen ER altså mig'. Det lykkedes dog til sidst. Inden, jeg steg på netop dette fly, var mit blodsukker så lavt, at det eneste, jeg kunne tænke på, var, at få noget at drikke og spise så hurtigt som muligt. Boardingkøen var lang, så jeg tog imod chancen og smuttede over i en kiosk og købte en pepsi. Iskold ned med den i tasken og hen i køen. Dette er min første tur til USA, og jeg var ikke lige klar over, at jeg ikke måtte medbringe drikkevarer fra EFTER security med ind i flyet. Den blev nuppet fra mig i den manuelle gennemgåen af min håndtaske. Var begyndt at blive desperat for noget sukker, men heldigvis gik der ikke længe efter, vi var kommet i luften, før der var aftensmad. Sidder i Miami lufthavn i skrivende stund, og skal boarde om 10 min til San Francisco. Har overlevet flyskift, at finde min kuffert, fået selvsamme kuffert sendt videre til SF og en hæslig lugt, der kommer fra mig selv. Jonas, far og mor, vi ses om godt og vel 7 timer!